Kategorier
-
Seneste indlæg
Arkiver
- februar 2018
- september 2015
- maj 2014
- april 2014
- januar 2014
- december 2013
- november 2013
- oktober 2013
- september 2013
- august 2013
- juli 2013
- juni 2013
- februar 2013
- januar 2013
- december 2012
- november 2012
- oktober 2012
- september 2012
- juni 2012
- maj 2012
- april 2012
- marts 2012
- februar 2012
- januar 2012
- december 2011
- november 2011
- oktober 2011
- september 2011
- august 2011
- juli 2011
- juni 2011
- maj 2011
- april 2011
- marts 2011
- februar 2011
- januar 2011
- december 2010
- november 2010
- september 2010
- august 2010
- juli 2010
- juni 2010
- maj 2010
- april 2010
- marts 2010
- februar 2010
- januar 2010
- december 2009
- november 2009
- oktober 2009
- september 2009
- august 2009
- juli 2009
- juni 2009
Blogroll
Meta
Tags
- Alan Curbishley
- Andy Carroll
- Arsenal
- Arsene Wenger
- Avram Grant
- Billede
- Bobby Moore
- Bolton
- Carlos Tevez
- Carlton Cole
- Chelsea
- Crystal Palace
- Danmark
- Danny Gabbidon
- England
- Fulham
- Gianfranco Zola
- Guy Demel
- Harry Redknapp
- Herita Ilunga
- Jack Collison
- James Collins
- James Tomkins
- Joe Cole
- Julien Faubert
- Junior Stanislas
- Kevin Nolan
- Kieron Dyer
- Liverpool
- Manchester City
- Manchester United
- Mark Noble
- Matthew Upson
- Michael Laudrup
- Paolo Di Canio
- Ricardo Vaz Te
- Robert Green
- Sam Allardyce
- Scott Parker
- Sunderland
- Tottenham
- West Ham
- Wigan
- Winston Reid
- Zavon Hines
Seneste kommentarer
- Den Pessimistiske til Så I fodbold i går?
- Hammers til Cardiff
- Denkroellede_oekonom til What a difference…
- sygogmunter til What a difference…
- Denkroellede_oekonom til What a difference…
Så I fodbold i går?
Bloggeren er ikke død, selvom det kunne synes sådan. Han sover bare tungt, for nu at blive i metaforen. Hvis det da overhovedet var en metafor? I virkeligheden sover han alt for lidt, og det er nok i virkeligheden dér hunden ligger begravet (hvilket vel så må betyde at den rent faktisk, modsat bloggeren, er død). Tavsheden skyldes alt sådan noget med voksenliv og fast arbejde, kone og barnegråd og jeg ved snart ikke hvad.
Men West Ham bliver stadig set. Hver uge, stort set. Selvom der lige koksede en hel sæson under Sam Allardyce med bloggeriet. Man kan vel undskylde sig med, at den første halvsæson gjorde selv det største sludrechatol mundlam, mens anden halvdel ikke indbød til mange ord men snarere solid og depressiv druk. Ikke at voksenlivet dog tillod denne reaktion heller.
Indeværende sæson gør det imidlertid umuligt at holde kæft. Nedenfor følger en række observationer om West Ham og kampen i går set fra voksenlivets skyttegrav:
1. Vi har slået Arsenal, Liverpool og Manchester City på udebane i vores tre første udekampe. Ja, ja. I ved det godt, men tyg alligevel lige på den en ekstra gang.
2. Vi havde 28 % af boldbesiddelsen i går.
3. Vi var rigtig gode, men kunne meget vel have tabt, hvis City havde været lidt skarpere eller bolden havde taget en anden afretning i afgørende situationer. Den fornemmelse havde man til gengæld ikke i de to første udekampe, og lykken står jo den kække bi og man må godt være lidt heldig mod den dyreste start-11’er i Premier Leagues (fodboldspillets?) historie.
4. Diafra Sakhos reaktion ved slutfløjtet siger uendelig meget om, hvad der fungerer for holdet i øjeblikket. Hvis man ikke bemærkede det, begravede han kort ansigtet i hænderne, sank fuldstændig smadret sammen på græsset, og lagde armene ud til siden som en slags jubel.
5. Dmitri Payet er den bedste spiller jeg har set i en West Ham-trøje i mange år. Man skal vel tilbage til Tevez’ sidste 9 kampe som hammer for at finde lignende klasse? Og Di Canios gode dage før det. Hans blik for spillet er absurd. Hans overlegne blik for spillet og legende lette boldomgang er fuldstændig mindblowing. Man er simpelthen ikke vant til at se det niveau i claret’n’blue. Det bliver ikke mindre absurd af, at manden samtidig faktisk arbejder hårdt for holdet. Det er selvfølgelig stadig early days, og jeg forventer, at der hvert øjeblik dukker en eller anden oplysning op, der får det til at give mening, at han ikke er i en større klub. En diagnose, et alkoholproblem, et udestående med skattevæsenet, en forestående kønsskifteoperation, en fængselsdom, der skal afsones, et knæ konstrueret af elastikker og gaffatape. Men vi nyder ham, så længe det varer.
6. Winston Reid er absurd god. For godt fem år siden modtog jeg hans ankomst med følgende svada:
“Jeg følger ikke voldsomt meget med i dansk fodbold, og er følgelig ikke fuldt i stand til at vurdere Reid, men transferen har ikke just fået mit klokkeværk til at bimle. Er han virklig god nok til Premier Leauge?”
Og svaret på det spørgsmål er vist tydeligt for enhver nu. Og måske var det i virkeligheden at foretrække, at denne signatur bare lukkede røven, og lod klokkeværket bimle en lille hyldest til Winston ‘Manden der aldrig smiler’ Reid. Lad os sige, at det var det mit års stilhed gik med.
7. Det er en forbandet fornøjelse at se et West Ham-mandskab, som tydeligvis har instrukser på at turde spille fodbold, og som samtidig er klar til at dø for hinanden. Det hjælper også, at man har spillere der faktisk kan spille fodbold.
8. Det er det smukkeste i verden, at se Mark Noble som anfører. Det var det næstsmukkeste at se ham trække Carl Jenkinson op fra græsset, da denne forsøgte at trække tid med krampe i går.
9. Slaven Bilic havde nogle interessante udtalelser til BBC efter kampen i går. Blandt andet, at han altid havde haft jobs, hvor det forventedes at man vandt alle kampe. Dette skulle West Ham også til at lære, mente den smukke, smukke mand. Bloggeren er en stor nok idiot til allerede at drømme om mesterskab. Bloggeren er imidlertid også garvet nok i West Ham-gamet til at regne det for stærkt sandsynligt, at de næste 4 kampe mod Leicester, Norwich, Sunderland og Crystal Palace tilsammen giver højest to point. Sikkert er det imidlertid, at jeg ikke savner Sam Allardyce. Heldigvis.
10. Er det her ikke den stærkeste West Ham-trup i 30 år?
Og man kunne egentlig blive ved og ved og ved de her dage. Måske går der mindre end et år inden næste indlæg?
Udgivet i Kampe, West Ham
Tagget Diafra Sakho, Dmitri Payet, Manchester City, Mark Noble, Slaven Bilic, West Ham, Winston Reid
En kommentar
En video fra før verden gik af lave
British Pathé har lagt hele sit arkiv af historisk videomateriale på youtube. Det er en guldgrube af dokumentation af snart sagt hvilket som helst aspekt af det britiske samfund i det 20. århundrede. Blandt andet en mængde West Ham-relateret materiale. Se blot ovenstående sammendrag af FA-Cup semifinalen mod Manchester United på Hillsborough i 1964. Pisøsregnvejr, en mudderpøl som bane, Moore-Hurst-æraens West Ham-hold mod Law-Best-æraens-Man-Utd-ditto og entusiastiske east enders i 1000-vis på de ikke overdækkede tribuner.
Udgivet i Engelsk Fodbold, The good old days, West Ham
Tagget Bobby Moore, Denis Law, Geoff Hurst, George Best, Manchester United, West Ham
Skriv en kommentar
Tanker om en mesterskabskamp
Bloggeren ignorerer den store fede træstamme i sit eget øje for at fokusere på splinten i sin næstes.
Premier League-sæsonen er uhørt spændende i år. I bunden af tabellen foregår den sædvanlige dogfight med det obligatoriske sammenkog af trænerfyringer, six-pointers, great escapes og bristede drømme. Og i toppen er der noget så usædvanligt som reel spænding omkring såvel medaljernes placering som den CL-udløsende fjerdeplads.
At kampen i toppen kunne blive tæt var der mange som på forhånd forudså; Pax Ferguson var endegyldigt slut, og et magtvakuum skulle udfyldes uden nogen egentlig oplagt arvtager. Chelsea synes under ombygning efter Mourinhos genkomst, Moyes skulle fylde verdens største sko (måske derfor manden har ageret som en klovn?) med et aldrende spillermateriale, Wengers evige udviklingshold var som sædvanlig et spørgsmålstegn, og dermed lignede Manchester City en svag forhåndsfavorit selvom også det blå Manchesterhold havde en ny mand i managersædet. Enkelte nævnte sågar Tottenham som en mulig bejler efter deres massive forbrugsfest oven på Bale-salget og nogle gode præstationer tidligt i sæsonen.
Det var altså givet, at det ikke ville blive nogen helt almindelig sæson i toppen af den bedste engelske række, men at Liverpool skulle føre rækken (i skarp konkurrence med Chelsea og Manchester City (som kan tage førstepladsen, hvis de vinder deres kampe i hånden)) efter 33 spillerunder var det nok de færreste, der havde forudset.
Liverpool har imidlertid taget alle på sengen med sprudlende angrebsfodbold anført af en arbejdsrasende og sublim Luis Suarez, tilbagevendt fra kannibalistisk karantæne og transferbrok, flankeret af en potentialeforløsende Daniel Sturridge, en fabelagtig Coutinho, den aldrende statsmand, Steven Gerrard som holdets sjæl og så videre. Det er en sand solstrålehistorie. Den sprudlende fodbold har foranlediget mangt en – i mesterskabskampen – neutral supporter til at ytre sympati for Liverpool ift. til de to umiddelbare konkurrenter. Denne unge, dynamiske genrejsning af den stolte, historiske klub med de fantastiske fans kan man da kun prise, synes at være rationalet. Navnlig når det nu sker i konkurrence med to onde, historie – og kulturløse købeklubber.
Denne form for argumentation er kun med til at bestyrke bloggerens vished om at Liverpool for guds skyld ikke må vinde mesterskabet. Nedenfor angives en række grunde til hvorfor.
Mest mulig lidelse til flest muligt
En helt generel pointe udspringer af en tilstand, der slog mig at eksistere under Pax Ferguson. Det kan godt være, at Manchester United, deres spillere, fans, medier og så videre var pisseirriterende, da de vandt alting i de der 20 år, men i det mindste var det primært dem man skulle høre på. De fleste andre måtte egentlig bare holde kæft og tabe. Det var der noget beroligende ved. En følelse af stabilitet og orden i verden. Mange bruger netop denne tankegang til at begrunde, at det vil være godt, hvis Liverpool vinder. Det er kedeligt, at de samme hele tiden vinder, synes at være rationalet. Sygogmunter siger nej: Mest mulig lidelse til flest mulige. Hvis ikke jeg kan være lykkelig, fortjener ingen andre lykke.
Det ville dog – trods alt – være noget helt andet, hvis det f.eks. var Everton der lå på førstepladsen. Der er nemlig en række omstændigheder ved lige præcis Liverpool, som gør bloggerens knoer helt hvide ved tanken om dem som engelske mestre.
Jeg hader stadig Steven Gerrard
Det er tidligere behandlet her på bloggen, at Liverpools anfører har påført mig et ar for livet i FA-cup-finalen i 2006. Alene af den grund kan jeg aldrig ønske ham eller hans klub noget godt i denne verden. At manden så i øvrigt både lyver, og er klar til at slås for retten til at høre Phil Collins gør ikke sagen bedre.
Martyren Suarez
Det hjælper heller ikke, at en mand med Luis Suarez’ generalieblad spiller så central en rolle i det hele. Jeg har egentlig ikke nogen beef med Suarez som sådan. Jeg synes naturligvis ikke man skal hverken være racist eller kannibal eller kaste sig ned i straffesparksfeltet 19 gange per halvleg, men Suarez kan på mange måder ses som en af de højt besungne “karakterer”, som så ofte hævdes at mangle i moderne fodbold. Jeg holdt sgu med ham, da han reddede på stregen mod Ghana, fordi han passer så godt ind på lige præcis det Uruguay-hold, som betingelsesløst vandt mit hjerte. En gadedreng, en snyder, en svindler, en krejler og en fodboldspiller af guds nåde. Han passer imidlertid utrolig dårligt ind i en klub med Liverpools selvforståelse, hvor patos og etisk overhøjhed har det med at antage overjordiske dimensioner, og hvor man tidligere har oplevet stor modstand mod spillere som Jermaine Pennant og El-Hadji Djiouf. Det skurrer simpelthen mod hårene, når Suarez pludselig skal forsøges indpasset i fortællingen som et uskyldigt offer for en eller anden større hetz.
Brendan fucking Rodgers
Ydermere bærer Brendan Rodgers yderligere benzin til bålet. Der er jo ikke meget at udsætte på hans arbejde – det lader faktisk til, at han er overordentlig kompetent både taktisk og på transfermarkedet, men hans generelle facon er bare helt enormt irriterende. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der gør ham så irriterende, men hvis man har set Being Liverpool har man formentlig bemærket det. Det er noget med hans måde at tale på og hans selvforståelse (det er vel ikke for sjov, at han er blevet sammenlignet med David Brent). Manden har for fanden et kæmpe billede af sig selv hængende i sit hjem…
You’ll never walk alone
Den primære grund til at jeg ikke kan holde med Liverpool i mesterskabskampen drejer sig dog om deres supportere. De er utvivlsomt loyale og hårdt prøvede. Langt de fleste er formentlig udmærkede mennesker – sikkert decideret gode folk, som med et smil hjælper fru Jensen med at nå honningen på øverste hylde i supermarkedet, låner deres powertools til naboer, giver plads på vejene og betaler skat med glæde. Der sker bare et eller andet når de slutter sig sammen om formålet Liverpool FC. Det er en kollektiv bevidsthed om klubbens status, betydning og egenart, som formentlig er blevet større og større i takt med at klubben (upåagtet momentvis store øjeblikke) er kommet længere og længere fra sit sejrsvante udgangspunkt. En eller anden form for slavemoral konstrueret i opposition til andres styrke og dominans.
Og nu er vi tilbage ved Pax Ferguson. Manchester United-supportere har naturligvis været temmelig anstrengende de seneste +20 år, men de har ligesom haft noget at have det i. De har haft lov. Liverpool-supportere har været cirka lige så irriterende, men de har samtidig været sådan lidt kronisk Anne Baastrup-foragede over alting, og været nødt til at hævde deres overlegenhed på alle mulige andre parametre end øjeblikkelig succes. Det har så kørt over varierende temaer som historisk overlegenhed, etisk overlegenhed, enestående fankultur og andre temaer, der typisk involverer rituel afsyngelse af (den i øvrigt glimrende) koloniserede slagsang You’ll never Walk Alone.
Det er faktisk ikke rigtig til at overskue, hvordan man skal kunne holde ud at være i verden som fodboldinteresseret menneske, hvis alle disse motiver og selvopfattelser bliver fodret med et rent faktisk mesterskab mod alle odds. Det vil være som at smide Mentos i cola. Årtiers undertryk hos dem der var Manchester United før Manchester United vil formentlig udløse en tsunami af patos, snak om historisk retfærdighed og jeg ved snart ikke hvad, når først proppen ryger af. Daily Mash sagde det egentlig så strålende den anden dag.
Derfor holder jeg med Manchester City i mesterskabskampen. Deres gamle supportere kan formentlig huske, hvordan det er at leve i elendighed som evig lillebror…
Rygterne om min død…
… er nok tættere på at værre sande end nogensinde. Men derfor skal vi da stadig høre Booze and Glory.
Cardiff
5 observationer fra dagens ultravigtige sejr i Sydwales (foruden den på billedet), hvor bloggeren ved slutfløjtet var udmattet, som havde han selv spillet 90 minutter.
Udgivet i Engelsk Fodbold, Kampe, West Ham
Tagget Andy Carroll, Cardiff, Carlton Cole, Guy Demel, James Tomkins, Mark Noble, West Ham
En kommentar
Syg og Munters nytårskur V
Den traditionsrige nytårskur fejrer sit jubilæum ved at være historisk sent på den. Det kan man jo spekulere over mange plausible årsager til. Har bloggeren været på sanatorium for at få dulmet de flossede nerver? Har han endelig, langt om længe – vil mange formentlig mene – mistet barnetroen for at blive verdenshistoriens dårligst timede medløber hos Man Utd? Har han spist belgiske vafler med Andy Carroll?
Udgivet i Engelsk Fodbold, West Ham
Tagget Adrian, Aliou Diarra, Andy Carroll, Carlton Cole, George Mccartney, Guy Demel, Jack Collison, James Collins, James Tomkins, Joey O'Brien, Jussi Jaskelainine, Kevin Nolan, Mark Noble, Matt Jarvis, Matt Taylor, Modibo Maïga, Momo Diame, Nytårskur, Ravel Morrison, Razvan Rat, Ricardo Vaz Te, Sam Allardyce, Stewart Downing, West Ham, Winston Reid
Skriv en kommentar
Da jeg sagde…
… at alt jeg ønskede mig til jul var et cup-run, løj jeg. Faktisk kunne jeg umanerlig godt tænke mig tre point på Old Trafford senere i dag. Det ville dog være ualmindelig West Ham’sk at sætte et eller andet episk Manchester United comeback i gang, og gøre dagens kamp til den man henviser til om 20 år, når Moyes har vundet 12 mesterskaber, og man taler om, hvordan han faktisk engang næsten blev fyret, og hvis de havde tabt til West Ham, havde meget set anderledes ud og blablabla osv.
Fingrene er krydsede. In Maiga we trust?
Udgivet i Engelsk Fodbold, Kampe
Tagget David Moyes, Manchester United, Modibo Maïga, West Ham
Skriv en kommentar
Der er nogle ting, man simpelthen ikke kan få nok af…
… sådan står der cirka på et stort skilt i vinduet i Supershoppen – FCKs fan-shop (“Supershoppen” – alt ved den klubs branding skriger bare af 1990’erne) som bloggeren ofte cykler forbi. Udesejre over Tottenham kan vist godt tilføjes denne liste over ting. Læs resten
Udgivet i Kampe, West Ham
Tagget Adrian, George Mccartney, Les Ferdinand, Matt Jarvis, Matt Taylor, Modibo Maïga, Tim Sherwood, Tottenham, West Ham
Skriv en kommentar