Bloggeren er ikke død, selvom det kunne synes sådan. Han sover bare tungt, for nu at blive i metaforen. Hvis det da overhovedet var en metafor? I virkeligheden sover han alt for lidt, og det er nok i virkeligheden dér hunden ligger begravet (hvilket vel så må betyde at den rent faktisk, modsat bloggeren, er død). Tavsheden skyldes alt sådan noget med voksenliv og fast arbejde, kone og barnegråd og jeg ved snart ikke hvad.
Men West Ham bliver stadig set. Hver uge, stort set. Selvom der lige koksede en hel sæson under Sam Allardyce med bloggeriet. Man kan vel undskylde sig med, at den første halvsæson gjorde selv det største sludrechatol mundlam, mens anden halvdel ikke indbød til mange ord men snarere solid og depressiv druk. Ikke at voksenlivet dog tillod denne reaktion heller.
Indeværende sæson gør det imidlertid umuligt at holde kæft. Nedenfor følger en række observationer om West Ham og kampen i går set fra voksenlivets skyttegrav:
1. Vi har slået Arsenal, Liverpool og Manchester City på udebane i vores tre første udekampe. Ja, ja. I ved det godt, men tyg alligevel lige på den en ekstra gang.
2. Vi havde 28 % af boldbesiddelsen i går.
3. Vi var rigtig gode, men kunne meget vel have tabt, hvis City havde været lidt skarpere eller bolden havde taget en anden afretning i afgørende situationer. Den fornemmelse havde man til gengæld ikke i de to første udekampe, og lykken står jo den kække bi og man må godt være lidt heldig mod den dyreste start-11’er i Premier Leagues (fodboldspillets?) historie.
4. Diafra Sakhos reaktion ved slutfløjtet siger uendelig meget om, hvad der fungerer for holdet i øjeblikket. Hvis man ikke bemærkede det, begravede han kort ansigtet i hænderne, sank fuldstændig smadret sammen på græsset, og lagde armene ud til siden som en slags jubel.
5. Dmitri Payet er den bedste spiller jeg har set i en West Ham-trøje i mange år. Man skal vel tilbage til Tevez’ sidste 9 kampe som hammer for at finde lignende klasse? Og Di Canios gode dage før det. Hans blik for spillet er absurd. Hans overlegne blik for spillet og legende lette boldomgang er fuldstændig mindblowing. Man er simpelthen ikke vant til at se det niveau i claret’n’blue. Det bliver ikke mindre absurd af, at manden samtidig faktisk arbejder hårdt for holdet. Det er selvfølgelig stadig early days, og jeg forventer, at der hvert øjeblik dukker en eller anden oplysning op, der får det til at give mening, at han ikke er i en større klub. En diagnose, et alkoholproblem, et udestående med skattevæsenet, en forestående kønsskifteoperation, en fængselsdom, der skal afsones, et knæ konstrueret af elastikker og gaffatape. Men vi nyder ham, så længe det varer.
6. Winston Reid er absurd god. For godt fem år siden modtog jeg hans ankomst med følgende svada:
“Jeg følger ikke voldsomt meget med i dansk fodbold, og er følgelig ikke fuldt i stand til at vurdere Reid, men transferen har ikke just fået mit klokkeværk til at bimle. Er han virklig god nok til Premier Leauge?”
Og svaret på det spørgsmål er vist tydeligt for enhver nu. Og måske var det i virkeligheden at foretrække, at denne signatur bare lukkede røven, og lod klokkeværket bimle en lille hyldest til Winston ‘Manden der aldrig smiler’ Reid. Lad os sige, at det var det mit års stilhed gik med.
7. Det er en forbandet fornøjelse at se et West Ham-mandskab, som tydeligvis har instrukser på at turde spille fodbold, og som samtidig er klar til at dø for hinanden. Det hjælper også, at man har spillere der faktisk kan spille fodbold.
8. Det er det smukkeste i verden, at se Mark Noble som anfører. Det var det næstsmukkeste at se ham trække Carl Jenkinson op fra græsset, da denne forsøgte at trække tid med krampe i går.
9. Slaven Bilic havde nogle interessante udtalelser til BBC efter kampen i går. Blandt andet, at han altid havde haft jobs, hvor det forventedes at man vandt alle kampe. Dette skulle West Ham også til at lære, mente den smukke, smukke mand. Bloggeren er en stor nok idiot til allerede at drømme om mesterskab. Bloggeren er imidlertid også garvet nok i West Ham-gamet til at regne det for stærkt sandsynligt, at de næste 4 kampe mod Leicester, Norwich, Sunderland og Crystal Palace tilsammen giver højest to point. Sikkert er det imidlertid, at jeg ikke savner Sam Allardyce. Heldigvis.
10. Er det her ikke den stærkeste West Ham-trup i 30 år?
Og man kunne egentlig blive ved og ved og ved de her dage. Måske går der mindre end et år inden næste indlæg?
