Antiklimaks

På afgrunden til det sorte Hull

Da Hull ikke formåede at besejre Wigan i mandags var det endelig definitivt. West Ham rykker ikke ned. Det havde de nok ikke gjort ligegyldig hvad fanden Hull så havde fundet på at foretage sig mod Wigan. West Hams målforskel var overlegen; nogle-og-tyve mål – og alligevel var det først da sidste fløjt havde lydt på JJB Stadium at jeg fuldstændig fattede det. Det er trods alt West Ham vi snakker om. Hvis noget kan fuckes up på en fortvivlende, hjerteskærende og latterlig måde, så kan man altid regne med at West Ham vil gøre et ærligt forsøg på at gøre det.

Selvom det selvfølgelig allerede smagte af fugl (eller egentlig mere præcist af endnu et år i Premier League) da Scott Parker, den fuldstændig urimelig heroiske gigant af et menneske, hamrede 3-2 sejrsmålet ind bag Chris Kirkland og dermed, takket være Sunderlands samtidige sejr over Hull reelt set sikrede overlevelsen for næsten et par uger siden, i forrige spillerunde mod netop Wigan. Og fy for satan i helvede hvor var jeg da også glad den dag i slutningen af april. West Ham havde spillet en god kamp. Ved gud ikke en køn kamp, snarere tværtimod: Men en god og solid indsats, havde sikret en hårdt tiltrængt sejr. Holdet havde efter en (obligatorisk) elendig start (denne gang via et Jonathan Spector-selvmål efter imponerende 4 minutters spil) vendt et truende nederlag til en 2-1 føring, og selv da de for anden gang i kampen holdt gavebod efter hjørnespark og lukkede Wigan tilbage i kampen (2-2), overgav de sig ikke. Og ingen havde mere fortjent at score dét mål end Scotty Parker! Manden som i går gjorde rent bord ved klubbens End of the Season Gala og tog prisen som årets spiller kåret af både fans og spillere samt prisen for årets mål – et andet brag af et langskud – mod Chelsea på Stamford Bridge. Manden som i gennem hele sæsonen har været en lysende stjerne på en baggrund af bæ; en lille klar og ren iskrystal der har nægtet at smelte i en pøl af lunken tis; en evigt løbende, kæmpende, tacklende-med-hovedet-først, blokerende-afslutninger-med-kuglerne, indpiskende, selvopofrende sand leader of men! Det kunne ikke være andre – det skulle være Parker! Og jubelscenens ufiltrerede dedikation var blot endnu en tyk streg under at Scott Parker mere end nogen anden kan takkes for at en helt igennem rædselsfuld sæson trods alt ikke er endt med det værst tænkelige resultat.

Og fy for den lede, hvor kunne det let være gået galt. Selvom West Ham ofte har syntes uheldige i denne sæson, har de på den brede bane været ufattelig heldige. Heldige at Burnley og Hull har været fortvivlende dårlige, og at Portsmouths økonomiske cirkus for længe siden dødsdømte de stakkels sydenglændere. Heldige at klubben nu lader til at redde livet med en tangering af det laveste pointantal nogensinde for et hold som slutter over stregen.

De små marginaler osv

Kampen var også en påmindelse om, hvor små marginalerne er i fodbold. “Ja, ja – luk nu røven kliché-Franz” tænker den opmærksomme læser nu, og det er også ok. Men nuvel, opmærksomme læser. Klichéer er klichéer af en grund. Efter cirka en halv time fyrede Wigans James McCarthy kanonen af fra distancen – Robert Green baskede fortvivlet efter bolden og fik den akkurat vippet op på overliggeren med fingerspidserne. 31 minutter var spillet. Wigan kunne have bragt sig foran 2-0. Sammenbruddet var nær. Umiddelbart efter slap Carlton Cole i stedet stærkt igennem i den anden ende, fandt såre enkelt Ilan på midten som sendte bolden i kassen til 1-1. 31 minutter var spillet. Stadion eksploderede, nervøsiteten lettede – cirka 35.000 mennesker på tribunerne, på banen og på bænken lod til at udstøde et kollektivt “Nu skal det kræftedeme være!” – og det blev det heldigvis også. For den smukke lørdag ville West Ham ikke overgive sig. For en gangs skyld havde Parkers dedikation og fight smittet hele holdet og ikke bare et par vilkårlige mand.

I guder hvor var det vigtigt. Navnlig sammenholdt med den indsats der fulgte i sidste runde. Fulham var i den grad til at tale med. West Ham havde ikke tabt på Craven Cottage i noget der minder om 30 år. Roy Hodgson sparede et halvt hold efter Fulhams fantastiske bedrifter i Europa. Og West Ham spillede som så ofte før ganske nydeligt for så at komme bagud; faldt lidt sammen for så at komme yderligere bagud under uheldige omstændigheder – reducerede hurtigt, for så at smide den nye mulighed på gulvet på grund af en latterlig personlig fejl (og igen viser Jonathan Spector sig i historien!). At verdens bedste Franco så fik reduceret i overtiden ændrer ikke på, at West Ham endnu engang havde tabt en kamp de simpelthen ikke burde tabe. Story of the season. Og det er faktisk til at blive træt af. Sådan helt fysisk træt. Mat i sokkerne. Askegrå i ansigtet.

The not so great escape

Et eller andet sted er det sgu bare rart at sæsonen er slut. Ja, ja – der resterer stadig en kamp, og mon ikke også den bliver tabt? Manchester City har sandsynligvis noget at spille for på sidste spilledag, og kun guderne kan vide hvad Spector finder på når han skal forsvare mod Adebayor, Tevez og Bellamy i stedet for Wigans finest og Fulhams reserver. Men mareridtet er overstået, og selvom Wigan-kampen var forløsende er det hele lidt et antiklimaks. Sidst West Ham reddede sig fra nedrykning (for fortvivlende kort tid siden) var det the greatest escape ever! Aldrig havde et hold indhentet så mange point på så få kampe. 9 ud af sæsonens sidste 13 blev vundet kulminerende med en udesejr over de nykårede mestre fra Manchester United på sidste spilledag. Der var eufori og spænding i flere måneder. Det var fremragende. Holdet spillede eminent, hvis bare sæsonen var fortsat et par måneder havde West Ham spillet med om Champions League pladserne! (Ok – måske ikke, men det var sgu virkelig smukt!) The great escape var en flok mandfolk der hev sig op ved hårrødderne, frakastede sig nedrykningens tunge lænker, og rejste sig ranke og stolte til stor hyldest på sidste spilledag. Dette års variant af the escape har mere drejet sig om hvem af de tre gamle, skindøde idioter Hull, Burnley og West Ham der kunne holde sig fra at skide i bukserne et par timer længere end de andre. En udmattelseskamp som gudskelov blev vundet, men ikke desto mindre en konkurrence hvor selv sejren er et antiklimaks. West Ham er i Premier League næste år men med hvilke perspektiver?

Ejerne vil ikke bakke træneren op, mens spillerne lader til at elske ham. Manden har vist store svagheder i årets løb, og guderne må vide, at det kan synes fristende at erstatte ham. Men med hvem? Grahame Souness? Bryan Robson? Glenn Hoddle? *GYS* På den anden side kan man forsvare at lade manden tage sine dyre læretimer i West Ham nu han alligevel er i gang. Det kan nærmest ikke blive værre end det har været i år… Eller kan det?

Matthew Upson ligner en mand der er på vej væk – og good riddance, så kan Parker forhåbentlig blive anfører. Hvis han da på nogen måde gider blive. Det er egentlig svært at se, hvad der skulle motivere ham, med mindre hans bromance med Zola stikker virkelig dybt. Behramis evighedsflirt med Palermo kan også meget vel manifestere sig i en længe ventet kontraktlig 69’er med mafia-klubben. Carlton Cole spillede i hele foråret som en mand der rent faktisk havde skidt i bukserne, men bliver sikkert alligevel solgt lidt for billigt til Tottenham som øjensynlig aldrig har angribere nok. Robert Green rygtes for tredivte transfervindue i træk til Arsenal, hvor Wenger også har sine lokkefingre ude efter James Tomkins, hvis man skal tro diverse rygter.

Til gengæld bliver det sikkert kropumuligt at komme af med alt vraggodset – Kieron Dyer og Danny Gabbidon bliver åbenbart hverken nogensinde skades – eller kontraktfri – Jonathan Spector skal sikkert være fast mand i målet næste år for at finde en plads, hvor han er mere malplaceret end på venstre back, Herita Ilunga fortsætter velsagtens sit forsvindingsnummer fra i år, tykke, tykke Benny McCarthy får sikkert to år ekstra på sin i forvejen to år for lange kontrakt og så fucking videre og videre og atter videre.

På den anden side ville man ikke kunne holde ud at være West Ham supporter, hvis ikke man var vant til at vende selv de mest håbløse situationer til noget positivt. Måske har Gullivan noget i ærmet? De siger faktisk at de vil bruge flere penge på spillere end de vil sælge for. De er allerede begyndt at byde lidt på unge, spændende profiler fra the Championship. Måske har de den helt rette mand klar i kulissen til at overtage holdet? Måske finder de fælles fodslag med Zola, når først røgen har lagt sig, og tilsammen kan deres fornuftige investeringer og hans mandskabspleje skabe fremgang og succes beyond belief? Nej, ok. Den er sgu nok for tyk. McCarthy-tyk.

Sommerpausen kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg får ikke set sæsonens sidste kamp, da min gamle far skal fejre fødselsdag. Gudskelov er West Hams skæbne beseglet, så jeg ikke skal fake et rabiesanfald for at komme væk derfra til kick off. Jeg lever faktisk ok med at der går lidt tid inden masochisme-karussellen West Ham United FC begynder at køre igen. Det har sgu været hårdt i denne her omgang. Der er jo også et VM at glæde sig til. Og solskin. Og øl og et lavere blodtryk, sorgløse lørdage. Og stangtennis, sommerpiger, lyse nætter, lugten af grill, smagen af softice med guf, fornemmelsen af sand mellem tæerne – og pludselig, mon ikke, et sted midt i al denne herlighed et stænk af melankoli når man lykkelig og fuldemandssentimental i de bedst mulige venners lag tager sig i at møde morgengryet ved stille at nynne bubbles og argumentere lidt for helhjertet for at 2010/11 sæsonen er SÆSONEN hvor Jonathan Spector bliver ligaens bedste højreback!

There’s always next season, ynder de vist at sige ovre på de der britiske øer. Og gudskelov for det.

Dette indlæg blev udgivet i Engelsk Fodbold, Kampe, West Ham og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar