Arrivederci Allardicci?

Sam Allardyce

Efter fire meget West Ham-agtige dage, hvor man begyndte at se lyset for enden af tunnellen med sejr over Fulham lørdag for blot at konstatere, at lyset var et modkørende tog med Tony Pulis ved styretøjet tirsdag mod Crystal Palace, ser det hele atter helt sort ud i hammers-land.

Der er blot tre point ned til de to nævnte hold under nedrykningsstregen. West Ham har stadig ikke fundet noget der minder om en holdbar løsning på måltørken, Andy Carroll er kun netop kommet tilbage på træningsbanen (ligesom der verserer diverse deprimerende rygter om årsagerne til hans fravær) og det legendariske julekampprogram er altså ikke opløftende læsning for folk med hjertet på rette sted.

Lørdag d. 7/12 (A) Liverpool
Lørdag d. 14/12 (H) Sunderland
Onsdag d. 18/12 (A) Tottenham (Ligacup)
Lørdag d. 21/12 (A) Man Utd
Torsdag d. 26/12 (H) Arsenal
Lørdag d. 28/12 (H) WBA
Onsdag d. 1/1 15:00 (A) Fulham

Først og fremmest er det deprimerende, at ligacup-kvartfinalen formentlig vil blive nedprioriteret på grund af den prekære situation i ligaen (ikke mindst modstanderen taget i betragtning). Ligaprogrammet er på sin side heller ikke særlig opmuntrende. Det er vel de fleste bekendt, at West Ham ikke har hentet tre point på Anfield i 50 år (Sam Allardyce var ni år sidst det skete…).

Det er svært at forestille sig, at statistikken skal brydes i år, når man kigger på Liverpools (og Suarez’) form. Det synes ligeledes oplagt, at en kamp på Old Trafford (trods Manchester Uniteds nedstigning til de almindelige dødeliges rækker under David Moyes) og en hjemmekamp mod ligaens øjeblikkelige førerhold næppe kaster det store pointudbytte af sig. Derfor bliver de resterende tre kampe i de koncentrerede program i allerhøjeste grad nøglekampe. Kampene mod Sunderland og Fulham er vel deciderede six-pointers, mens hjemmekampen mod WBA vel er den type kamp, der skal vindes i en situation, som den West Ham befinder sig i pt.  Førstnævnte ligger vel som Di Canio redte op til dem i bunden af tabellen, men de er altså kun fem point fra West Ham. Et tal der kan være nedbragt yderligere, når holdene tørner sammen om otte dage (Sunderland skal møde Tottenham på Stadium of Light i morgen). WBA har ikke været noget sjovt bekendtskab, og Fulham kan meget vel være uden Martin Jol til den tid, med hvad deraf følger af ny-manager-effekt (Meulensteen er vel allerede kørt i stilling?).

Hvis det både bliver til nederlag i morgen og mod the Mackems ugen efter, kan man forestille sig, at Gullivan alvorligt vil overveje Sam Allardyces fremtid (hvad diverse medier også gisner om i dag). Ikke blot har resultaterne ikke været tilfredsstillende. Prioriteringen af transferbudgettet, hvor et meget stort beløb blev reserveret til én notorisk skadesplaget angriber, kan vel ultimativt også falde tilbage på den store tykke. Dertil kan man lægge den omstændighed, at en ikke uvæsentlig procentdel af West Hams supportere sjældent skal bruge meget mere end en halvdårlig halvleg til at ønske sig Allardyce fyret af mere eller mindre historiske og ideologiske årsager. Et sådan potentiale for populisme skal man vel ikke forvente at David Sullivan ikke vil være fristet af, trods d’herrers udmærkede historik i forhold til at holde hovedet nogenlunde koldt når det kommer til trænerfyringer.

Det bliver med andre ord mere end ubehageligt spændende, hvilket nytår man skal skåle ind om små fire uger. Et hvor West Ham er i en cup-semifinale og har komfortabel afstand til stregen, eller et hvor en ny mand på sidelinjen skal forsøge at grave holdet fri af nedrykning.

Håbet er claret’n’blue (trods vedholdende rygter om dets lysegrønhed), og det ville jo være meget West Ham-agtigt at hente syv point i kampene mod Liverpool, Man Utd og Arsenal og tre i alt mod Sunderland, WBA og Fulham. Og så vil det vel trods alt have været jul i år?

Dette indlæg blev udgivet i Engelsk Fodbold, Kampe, West Ham og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar