Jeg hader stadig Steven Gerrard…

Det sker stadig regelmæssigt, at jeg har drømmen. Eller et mareridt er det vel ret beset. Jeg ser Scaloni med bolden, hvordan han pludselig slår ud med armene og triller den ud over stregen. Det sker i slowmotion. Jeg prøver at advare ham. Jeg skriger, og der kommer ikke en lyd. Teddy Sheringham kommer sprintende i et tempo han på dette tidspunkt ikke har kunnet mønstre i noget der minder om ti år, bare for at råbe af den argentinske back. Han skulle bare have losset den ad helvedes til, Scaloni. Men han vælger fair play-løsningen; at sparke bolden ud over sidelinjen umiddelbart ud for sit eget straffesparksfelt, fordi Djibril Cissé ligger og klynker i feltet (selvom han kommer bemærkelsesværdigt let på benene igen). Det vidste Sheringham allerede, at han aldrig skulle have gjort. Det var dumt. Det blev fatalt. Teddy var en garvet rotte, en snu ræv (og efter sigende også en liderlig buk, men det er egentlig sagen uvedkommende). Nu ved vi alle, at Sheringham havde ret. Vi ved også, for det har han sidenhen selv fortalt, at Nigel Reo-Coker, West Hams anfører, specifikt var blevet instrueret i at dække Steven Gerrard op i slutfasen, men af uransagelige årsager gør han det ikke. Han ville hjælpe holdet, har han siden fortalt. Det gik jo skidegodt, Nigel.

Indkastet bliver taget, bolden kastes tilbage til West Ham, akkurat så hårdt at den ikke triller ud over baglinjen, og med det samme er Dietmar Hamann der til at presse boldholderen, Scaloni, så den ikke kan blive losset ordentligt ad helvedes til alligevel. Så der ikke kan gå mere tid. For Liverpool mangler tid. Vi er i den absolutte slutfase. West Ham fører 3-2 i FA Cup finalen. Den bedste FA Cup finale der nogensinde er spillet, blev den kaldt i dagene efter. Finalen der gav FA-Cupen sin glans tilbage. Underdogsene har kæmpet, slåsset, spillet forrygende og modtaget en solid gang superfransk af lykkens gudinde, og på dette tidspunkt ligger de gudhjælpemig til at besejre Liverpool og vinde klubbens første trofæ i 26 år. Scaloni sender bolden svagt afsted direkte til en ventende Liverpoolspiller, der sender den retur mod feltet. Danny Gabbidon header væk, og den havner hos Gerrard midt på West Hams banehalvdel. Han har allerede tidligere i kampen udlignet til 2-2 på et brag af en afslutning efter Carragher (selvmål, naturligvis) og Ashton ellers har bragt West Ham på sejrskurs, mens Cisse har reduceret. Siden har Konchesky sendt et sejlende indlæg ind over Pepe Reina, og fået de i forvejen ekstremt højrøstede West Ham fans yderligere op i det røde felt. 3-2.

Men det er lige meget nu. For han hugger til den, gør han, Gerrard. Føj for satan, hvor han hugger. Og selvfølgelig sejler den knaldhårdt mod mål og smasker ind i det ene målhjørne, hvor en yngre målmand end den særdeles aldrende Shaka Hislop måske havde været mere kvalificeret til at snuppe den. I samme øjeblik annoncerer stadionspeakeren tillægstiden. West Ham har været minutter fra en FA-cup triumf, og det har Steven Gerrard ødelagt. Det er typisk her jeg vågner fra drømmen. Modløs, fordi jeg ved, hvordan det ender.

Hvis bare Reo-Coker havde fulgt Alan Pardews instrukser. Hvis bare Roy Carrol havde været skadesfri. Hvis bare Scaloni havde losset den ad helvedes til i første omgang. Hvis bare Steven Gerrard aldrig var blevet født… På baren, hvor jeg ser den, hælder en Liverpool-fan øl udover mig mens en anden knæler ned for at kunne knytte sine næver og juble helt op i ansigtet på mig, da 3-3 målet hamres ind. Nøj, hvor jeg hader Steven Gerrard, lige der, fuld og sammensunket på stolen, i foråret 2006.

I den forlængede spilletid rammer Benayoun sammenføjningen (eller var det Reo-Coker?), og Marlon Harewood brænder for tomt mål. Han er skadet, Marlon, men West Ham har ikke flere udskiftninger, og den store topscorer kan simpelthen ikke bruge sin ankel og sender afslutningen ynkeligt forbi. Da det står klart at kampen skal afgøres på straffespark er undertegnede underligt afklaret. West Ham taber. Selvfølgelig gør de det. Mere ærefuldt kan et nederlag ikke blive. Der står West Ham med fede bogstaver på sådan et nederlag. De har ført 2-0 og 3-2 mod mægtige Liverpool, og nu skal de alligevel tabe på straffespark. Fordi John Arne Riise kan sparke straffespark og Paul Konchesky ikke kan. Fordi Marlon Harewoods ankel er i stykker. Fordi Pepe Reina er fuldstændig autistisk god til at forudsige, hvor skytter sparker straffespark, og fordi forpulede Steven Gerrard ikke bare kunne have haft hæmorider, fodsvamp, lumbago eller hvad fanden ved jeg, der kunne have forhindret ham i at spille denne ene forpulede lørdag i sin karriere.

Det så så lovende ud ellers: Den unge charmerende træner, Pardew, med sit hold af mestendels unge, britiske spillere, der denne ene sæson fungerede formidabelt som en enhed. En niendeplads i ligaen som oprykkere. En plads i FA-Cup finalen. “Tror i selv på det?” havde andre Liverpool-fans end de allerede nævnte spurgt før kampen, og en mere selvsikker hammer end jeg havde repliceret: “Gør i?” Sådan var selvtillidsniveauet og optimismen i den fremragende sæson. Det kunne være blevet sådan en smuk dag. En historisk dag. Jeg kan stadig huske opstillingen: Hislop – Scaloni – Ferdinand – Gabiddon – Konchesky – Benayoun – Fletcher (som kun var med fordi såvel det normale førstevalg, Hayden Mullins, som Liverpools Luis Garcia fik rødt kort i en ligegyldig ligakamp et par uger før. Hvis bare Luis Garcia var blevet på benene i stedet for at overspille i den episode var de sikkert sluppet med gult, og så havde evigt pålidelige Mullins selvfølgelig dækket Gerrard op!) – Reo-Coker – Etherington – Harewood – Ashton.

Konchesky, indskiftede Zamora og Ferdinand brænder deres straffespark, mens Liverpool kun brænder et. Sidenhen spredes holdet for alle vinde i løbet af et års tid eller to. Hislop spiller VM og stopper efterfølgende karrieren, Scalonis lånekontrakt udløber (hvis bare Tomas Repka ikke var taget hjem til Prag i januar-transfervinduet, så var Scaloni aldrig blevet signet, og Repka ville aldrig have valgt en fair play-løsning, ALDRIG!), Ferdinand sælges et par år senere til Sunderland, hvor han vist har genopfundet sig selv som højre back mod slutningen af denne sæson. Danny Gabiddon er evigskadet og spiller stort set ikke mere. Konchesky fik endnu et finale-heartbreak i går for Fulham, og nøj, hvor jeg følte med The Konch! Benayoun bliver holdkammerat med Gerrard og co efter først smilende at have bebudet at han ville underskrive en ny 5-årig kontrakt med West Ham. Carl Fletcher forsvinder i glemslen et sted i divisionerne (efter sigende har holdets totale kollaps i den følgende sæson en del at gøre med Fletchers kone) og Mullins får måske alligevel en FA-cupfinale på lørdag for Portsmouth. Reo-Coker kunne være blevet den yngste anfører til at vinde FA-cupen nogensinde, men blev i stedet en sur, forkælet møgunge, der nu varmer bænken i Aston Villa. Etherington fik gamblingproblemer og har fået karrieren på nogenlunde køl igen i Stoke, mens Harewood fulgte efter Reo-Coker til Villa med endnu mindre succes. Han er p.t. igen ankelskadet og har kontraktudløb denne sommer. Og Dean Ashton – juvelen i det nye West Ham dynasti – er fodboldinvalid og Pizza-Hut fed et sted i England. Det kunne have været så smukt. Så tæt på, og så alligevel så langt fra, som man vel siger.

Det er præcis fire år siden i dag, d. 13 maj, og jeg bebrejder stadig én mand. Det er barnligt, det ved jeg. Det er urimeligt, usympatisk, indskrænket og useriøst, indrømmet. Han gjorde bare sit arbejde, og han gjorde det sublimt. Retfærdigvis er det et af de bedste mål, der nogensinde er scoret. Men jeg hader stadig Steven Gerrard, og guderne må vide, at jeg nok gør det til min dødsdag…

Dette indlæg blev udgivet i Engelsk Fodbold, Gutted, West Ham og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar