Syg og Munters Nytårskur IV

4578131542_492x333

En West Ham-bestyrelse fra days gone by featuring all-time topscorer Vic Watson og managers Ted Fenton og Charlie Paynter

Endnu et år er strøget afsted i hæsblæsende fart, og det er tid til at gøre status for livets gang i West Ham-land anno 2012. Et år med et usædvanligt positivt forhold mellem op – og nedture fra et West Ham-perspektiv. Et år med utallige ubegribelig selvsmagende udsagn af Sam Allardyce, endeløs snak om flytning til det olympiske stadion, en smuk oprykning, en længe ventet og fuldt fortjent sejr over Chelsea, nye helte i claret and blue og alt muligt andet shit. Et af de bedste år at være hammer i årevis.

west-ham

Ejerne

D’herrrer Davids, Gold og Sullivan, sidder stadig på pengekassen i West Ham United FC, og det forekommer stadig undertegnede at være en ganske fin ting. Hvis man skulle tage sig i at blive lidt frustreret over, at pengene måske sidder lidt for godt fast, så kan man jo passende kaste et blik vestpå i London og ihukomme det læsterlige kaos som tidligere West Ham-ejer-aspirant, Tony Fernandes, har banket på benene i sit forsøg på at genrejse West Ham-utopien ala. islandsk kiksebarons-vrangforestilling i version 2.0 hos Queens Park Rangers. (Ja, ja – de vandt over Chelsea, og Redknapp kan måske redde dem i år, men Fernandes’ tilgang til at forvalte en fodboldklubs økonomi, og Redknapps generalieblad, når det kommer til at køre klubber til afgrundens rand, ville gøre mig stærkt depressiv, hvis jeg var QPR-mand.) West Ham fremstår i modsætning hertil faktisk som en klub med en plan, hvor tæring sættes efter næring, den potentielt katastrofale nedrykning forvaltedes fremragende, transferbudgettet bruges strålende og gælden oven i købet høvles ned i et støt tempo.

At de tidligere pornobaroner så endog har fundet en manager i Sam Allardyce, som faktisk magter at få dem til at stikke piben ind i forholdet til pressen, gør blot det hele mere rosenrødt (omend David Sullivans søn nys har brillieret på twitter med at offentliggøre og tilsvine en tilføjelse til truppen). Malurten i bægeret er den aldrig fuldstændig overvundne mistanke om at hele projekt West Ham udelukkende handler om at få flyttet klubben til det olympiske stadion, sælge the Boleyn Ground og siden hele klubben til en eller anden skrækkelig narrøv af en bananrepublik-rigmand. Hvad blev der egentlig af Gaddafis sønner?

Sam-Allardyce_R_2355169b

Manageren

En evaluering af West Hams manager lige nu er for undertegnede en ren tilståelsessag. Samuel Allardyce har gjort et fremragende stykke arbejde siden han overtog brokkerne efter Avram Grant for halvanden sæsons tid siden. Tykke Sam har skilt sig af med alle reminiscenserne af fiaskoholdet, og har opbygget et nyt ekstremt velorganiseret og konkurrencedygtigt West Ham, som på langt de fleste kampdage er motiveret og hårdtarbejdende  bekendtskab – og ikke mindst et væsentlig mere seværdigt (og det er især på den konto, at undertegnede skal spise et stort stykke af den delikatesse, der går under navnet humble pie i Storbritannien) –  end man havde troet da den tidligere Bolton, Newcastle og Blackburn-manager blev præsenteret.

Spillet i næstbedste række var måske ikke altid så overbevisende som man kunne forvente, og direkte oprykning blev det ikke til, men da først det gjaldt i play off-kampene sås klasseforskellen – især i semifinalerne mod Cardiff. Allardyces evner ses dog nok tydeligst, når man sammenligner med de øvrige oprykkere i årets Premier League. Selvom både Reading og Southampton sluttede over West Ham i sidste sæson, har de overhovedet ikke været på West Hams niveau i denne (trods Readings 1-0 sejr over the hammers for nylig). Sandsynligvis fordi deres brilleaber af nogle sleske ejendomsmæglertyper på bænkene ikke har Store Sams erfaring og begavelse.

Det værste ved det hele er dog, at undertegnede måske skal til at revurdere alle sin begreber om godt og ondt og følgelig egen selvforståelse. Hvis Allardyce slet ikke er chefideologen bag alt hvad der er grimt og beskidt ved fodbold, så har West Ham måske slet ikke været moralske vindere i alle de nederlag mod Bolton i tidens løb, og man har måske selv været blot en klynkende Arsene Wenger-type (gys!)… 

nolan_2859348

Truppen

På papiret er West Ham ikke noget vanvittig godt fodboldhold. Det er de egentlig heller ikke på banen, hvis man tager formuleringen fuldstændig bogstaveligt, men de er bedre end man skulle tro, og det rækker til et sted midt i rækken i Premier League. Foreløbig er det faktisk kun blevet til to regulære udklasseringer foreløbig i sæsonen (Swansea og Tottenham). Det skyldes umiddelbart flere faktorer: For det første, at holdet har fået en fightervilje af en helt anden kaliber end man efterhånden havde vænnet sig til i de glade dage under Zola og Grant, hvor man rent rutinemæssigt overgav sig i ca en tredjedel af sæsonens kampe. For det andet – og i øvrigt en mulig forklaring på den nye vilje – har holdet fået nogle helt klare ledertyper (Kaptajn Nolan især, men også folk som Noble, Diame, O’Brien, Reid og Collins fylder godt på banen, når det kommer til at gå forrest og/eller gestikulere og råbe), og i forlængelse heraf et meget tydeligt sammenhold. De er rent faktisk villige til at løbe de ekstra meter for hinanden nu, hvad der ikke altid har været tilfældet før. For det tredje, hjælper det i den grad også, at holdet lader til faktisk at gå på banen med indtil flere planer for, hvordan kampen mod den konkrete modstander, faktisk skal gribes an. Det kan være med tålmodigt pasningsspil, højt pres, bussen parkeret eller de famøse lange bolde frem til en stor stodder i front. Ofte vil man se hele spektret på 90 minutter.

På mål har man sagt farvel til publikumsfavoritten Robert Green, som nu varmer bænk for den dobbelte løn hos føromtalte Titanic-project på Loftus Road. Måske han kan bruge sin rigelige fritid til at lære “Nearer My God, To Thee” på cello inden det hele ramler? Ind er kommet Jussi Jaaskelainen, som ikke just har opnået samme status hos supporterne. Den efterhånden 37-årige finne ser noget tung og kluntet ud i mange situationer, og har allerede bemægtiget sig den tvivlsomme ære af at være en af de syndebukke, som der desværre altid er behov for at have hos dele af fanbasen, når det går lidt sløjt. Undertegnede forstår bekymringen, men er samtidig ganske imponeret over de reflekser og feberredninger Jussi kan præstere, og ikke mindst af den måde hans ofte hasarderede boldomgang på en eller anden måde sjældent resulterer i mål til modstanderen. In Jussi we trust.

Forsvaret er væsentlig ringere på papiret end i praksis. Winston Reid har været formidabel, og det synes oplagt at kreditere manageren. (Undertegnede må tage sig endnu et stykke ydmyghedstærte i den forbindelse.) Derfor har James Tomkins paradoksalt nok endt med at varme en del bænk, selvom han i sidste sæson lignede en sikker starter. Ved siden af Reid spiller i stedet James Collins, som dog har kostet to mål på dumme tilbagelægninger, og derfor deler syndebukrollen med Jussi. Mon ikke Ginge’s to mål i gårsdagens kamp kan lægge en dæmper på lynchstemningen? På backpladserne ser Guy Demel rigtig god ud, når han rent faktisk er skadesfri, mens Joey O’Brien tydeligvis kan spille alle pladser ganske kompetent, og er ved at udvikle sig til en personlig favorit for sit dedikerede og kløgtige spil i begge forsvarets sider i denne sæson. Måske er det bare den slående lighed med Quentin Tarantino (påpeget af en særdeles jovial brite på stampubben), der vækker sympati? Gode gamle George McCartney har også været overraskende stabil, når han har været fit til at tage venstrebacken (ligesom unge Danny Potts så rigtig god ud på samme plads i gårdagens kamp). Alt i alt et forsvar, der mere end holder niveau i Premier League for en købspris omkring de fem millioner pund.

Midtbanen har været hårdt ramt af skader, og har derfor fremstået let tung i den senere tid. Ikke desto mindre rummer truppen rigtig mange kompentente spillere. Nolan har vist sig fra sin bedste side med begavet pasningsspil og en del værdifulde mål – især i starten af sæsonen. Mark Noble har nok engang vist, at bloggerens manglende tro på hans evner har været uberettiget, og ligner pludselig en spiller, der for alvor kan gøre sig gældende i Premier League. Momo Diame har været en sand åbenbaring, tydeligst illustreret, da han kom ind fra bænken efter pausen mod Chelsea, og nærmest egenhændigt vendte et truende nederlag til en flot sejr (inden en obligatorisk skade ødelagde det hele kort efter).

Ricardo Vaz Te har været en del skadet, men har set lovende ud, Matt Jarvis har endnu til gode for alvor at berettige sin købspris, men arbejder for sagen, Alou Diarra og Jack Collison er først lige begyndt at kunne spille med i denne sæson, men ser begge stærke ud, og pludselig er Gary O’Neil og Matt Taylor noget længere fra startopstillingen som ærlige professionelle, som måske ikke er verdensstjerner, men som altid leverer en arbejdsindsats. Og så viste den fortabte søn, Joe Cole, meget lovende takter i går mod de røde sataner. Vi holder vejret, mens vi venter på en knæskade til ham (og stilfærdigt stiller humble pien under varmelampe).

Helt på toppen har Andy Carrol været en lettere Sfinx-agtig tilstedeværelse. Det ser ud som om, at han hele tiden gør en masse fantastiske ting, men han scorer ikke rigtig mål. Da han så blev skadet, var Carlton Cole pludselig fremragende, dog med den kedelige detalje, at han heller ikke rigtig scorer mål (henholdsvis et og to har d’herrer tegnet sig for). Truppens eneste anden angriber, Modibo Maiga, er kun blevet brugt særdeles sporadisk (men har lavet fire mål alt inklusiv), og er nu taget til de afrikanske mesterskaber, mens rygter sender ham retur til Frankrig. Ind er netop kommet Marouane Chamakh på lån fra Arsenal. En mand som blev rygtet meget heftigt til West Ham inden han havnede på The Emirates, hvor de nu er lykkelig for at slippe af med ham. Han har dog tidligere vist, at han kan lave mål, så det er bestemt et forsøg værd. Navnlig hvis nogen klipper hans latterlige hår mens han tager en skraber i holdbussen en dag. Desuden går der i dag rygter om en brasilianer ved navn Wellington. Det kan ikke gå godt.

543545_220525304731314_7746691_n

Nytårsstatus

Alt i alt har holdet præsteret så godt som man turde håbe. Swansea-nederlaget på 3-0 var en streg i regningen, men ikke så pinligt, når man ser hvad waliserne ellers har udrettet (det ser ud til, at jeg måske skal spise resten af den efterhånden lettere kvalme humble pie, hvis Laudrup bliver ved på den måde). Nederlaget til Reading, et pinligt exit i Coca Cola Cupen (eller hvad den nu hedder i år), hvor West Hams reservehold fik regulære tæsk af Wigan og et liganederlag til selv samme evigt overpræsterende sekundahold er nærmest de eneste andre rigtige skuffelser i første halvsæson (selvom det aldrig er sjovt at blive udklasseret af Tottenham eller smide en sejr mod Liverpool, er det dog mere forventeligt). Til gengæld har der været højdepunkter med sejren over Chelsea, et point mod mestrene fra Man City, store sejre over Fulham og Southampton og ikke mindst gårsdagens præstation, hvor man med et reservespækket hold burde have slået Manchester Uniteds ditto i FA Cupen.

Håbet er med andre ord lysegrønt ved indgangen til 2013. Resten af januar bliver travl for the irons, som både skal spille den aflyste kamp fra 2. juledag mod Arsenal, og ud i en omkamp mod Manchester United i tillæg til det ordinære program. En stime kampe som kan afgøre om sæsonen skal huskes med et bredt eller mere afdæmpet smil. Nedrykningskamp, vover jeg pelsen, og siger, at det ikke bliver til.

Godt nytår.

Dette indlæg blev udgivet i Engelsk Fodbold, West Ham og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Syg og Munters Nytårskur IV

  1. Denkroellede_oekonom skriver:

    Så må vi håbe at det holder ved i hele 2013, så det ikke ender med at the hammers må ud i endnu en great escape.

    Pas i øvrigt på med alle de pies, du skulle nødig ende som Neil Shepperley, langt om længe afskibede Big Mac McCarthy eller Arne Hardis/Jan Mølby!

  2. sygogmunter skriver:

    Åh, gud, ja. Andensæsonssyndromet. Det ser alt for lyst ud nu til at det ikke selvfølgelig skulle blive tilfældet.

    Angående pie-problematikken, så har julen vist for længst skubbet bloggeren faretruende tæt på Hardis-klassen. Anskuet på den måde er det faktisk et rart sted at være.

  3. Denkroellede_oekonom skriver:

    Det er vel i virkeligheden andensæsonssyndromet som QPR lider af.

    Ja, det forekommer jo at være en malig situation at være i. Jeg genlæste i øvrigt blog + kommentarer, da jeg skulle genopfriske navne. Ganske morsomt faktisk. Da jeg nåede til billedet af Anders Jochumsen der har fugleinfluenza, kunne jeg ikke holde latteren tilbage. Det var tilsyneladende så højlydt, at blikket blev løftet fra HayDay på Ipad’en (et spil hvor man skal lave sin egen farm, venligst introduceret af den bedre halvdels 9-årige fætter), og spurgt hvad der da var så sjovt. Jeg viste blot billedet af hr. Jochumsen, i det der må betegnes som en noget uheldig positur, hvorefter latteren bredte sig. Det kan hermed konkluderes, at hele forløbet om the plot thicknes er objektivt morsomt.

  4. Litterat med Fremskridtshaar skriver:

    Jeg så Hardis for et par måneder siden, og der så det ud til, at cykelturene havde givet bonus: nydelig og velholdt. Måske er det kontordelingen med den tynde, Simon Kvamm-lignende juniorskribent, der holder Hardis på dupperne?

    Hvorom alting er, så bliver jeg nødt til at minde så mindeligt om, at Hardis/Mølby-ligheden først og fremmest er en frisurerelateret lighed. Selvom Hardis da har haft rundere kinder, end da jeg så ham på gaden for nylig.

Skriv et svar