Syg og Munters nytårskur V

Skærmbillede 2014-01-11 kl. 15.21.44

Den traditionsrige nytårskur fejrer sit jubilæum ved at være historisk sent på den. Det kan man jo spekulere over mange plausible årsager til. Har bloggeren været på sanatorium for at få dulmet de flossede nerver? Har han endelig, langt om længe – vil mange formentlig mene – mistet barnetroen for at blive verdenshistoriens dårligst timede medløber hos Man Utd? Har han spist belgiske vafler med Andy Carroll?

Svaret er mindre sexet og kontroversielt. Det har været forbandet svært at tage sig sammen. Skrivningen har ladet sig udskyde af hver afsluttet kamp. Man har ventet på en succesoplevelse. Det er i stedet gået fra lort til stor, fed, lodden, seriøst ildelugtende lort. Sjældent har bloggeren været så modløs og demotiveret. De sidste par pokalydmygelser er blevet set ufokuseret og uden den vanlige vrede, der normalt kortvarigt ledsager alle West Ham-nederlag. Den totale apati og kapitulation føles nært forestående, men vi prøver at komme op på hesten.

Der er spillet mange fodboldkampe siden bloggeren sidst udgød sine tvivlsomme observationer om West Ham United. Det er der kommet følgende resultater ud af:

Man Utd – West Ham 3-1
West Ham – Arsenal 1-3
West Ham – West Brom 3-3
Fulham – West Ham 2-1
Nottingham Forest – West Ham 5-0
Manchester City – West Ham 6-0

*Puha*

Man behøver vel næppe være Poul Hansen eller Peter Kjær (altså, ekspert) for at kunne gennemskue, at såden en stime resultater i det LEGENDARISKE juleprogram ikke just er nogens hedeste fantasi. Faktisk har West Ham spillet sig gevaldigt frem i feltet af nedrykningsfavoritter. Det er altså på denne baggrund at bloggeren bævende sætter sig til tasterne og evaluerer livet i West Ham-land ved årskiftet 13/14 efter de vanlige parametre: Ejerne, manageren, truppen og status/resultater.

*dyb indånding*

David-Gold_0

Ejerne

Jeg føler lidt at pladen er gået i hak i forhold til Gullivan. Ikke kun målt på, hvad jeg skriver om dem, men sandelig også i forhold til hvad de selv siger og gør. Det er altid variationer over følgende temaer: ” Vi er West Ham-fans”, “Når vi flytter til det olympiske stadion skal vi have en konkurrencedygtig Premier League trup”, “Vi er klar til at investere de nødvendige penge for at sikre klubbens fremtid”. Og det er altsammen fint og rart, alt imens men ikke kan undlade at have en mistanke om, at noget af ansvaret for de noget dystre udsigter ved årskiftet kan tilskrives ejerne. Investerede man egentlig særlig mange penge i truppen denne sommer taget i betragtning, at klubben altså fik udbetalt den største sum tv-penge i Premier Leagues historie? Har d’herrer tænkt sig at blive hængende, når det Olympiske Stadion er virkelighed, og West Ham United måske bliver en interessant klub for diverse arabere, russere og andre fantaster (islandske kiksemilliardærer anyone?)? Man føler sig aldrig fuldstændig sikker, selvom deres arbejde med at bringe klubben for konkursens rand til en nogenlunde velkørende forretning naturligvis er respektindgydende. Det er Jack Sullivans rolle bizarre rolle som uofficiel talsmand i klubben, den måde man underminerer sæsonkortholdere ved at kaste billige billetter i grams i tide og utide, og markedsføring af en hjemmekamp med overskriften “See Manchester City’s big Stars at the Boleyn” ikke. I det mindste er de ikke Vincent Tan…

*fokus på vejrtrækningen og meditation over fortiden og fremtidens ubetydelighed samt individets ditto og enhed med kosmos*

allardyce_express-452843

Allardyce viser tab-og-vind-med-samme-sind attitude på Etihad Stadium den anden dag…

Manageren

Sam Allardyce har vel aldrig været særlig mange hammers’ kop te. Den arrogante, bryske, kvabsede Fred Flintstone look-alike har på mange måder repræsenteret alt det, som vi ikke så os selv som. En ucharmerende, kynisk eksponent for en etisk underlegen type fodbold – og så oven i købet en af slagsen, som var så gennemgribende usympatisk altid at vinde komfortabelt over West Ham.

Som West Ham-manager har hans resultater været svære at argumentere imod (oprykning i første hug og mid-table i Premier League for et imponerende lavt transferbudget). Fodboldspillet har periodevis været milevidt fra renommeets kick-and-rush og kynismen har ikke været svær at lære at acceptere – sågar holde af – når det har betydet heroiske point og røveriagtige sejre over boldbesiddende tiki-taka-wannabeas uden gennemslagskraft. Det har faktisk været overraskende sjovt, at det nogle gange var de andre der var West Ham, og West Ham der var dem der vandt, fordi de havde en plan og ikke sked i egen rede hvert kvarter. Derfor gik mange hammers også ind til indeværende sæson lettere håbefulde, hvis ikke decideret optimistiske. Sidste sæsons trup havde præsteret bedre end nogen havde turdet drømme om, og nu var der endda udsigt til yderligere forstærkning. Det måtte betyde en gentagelse af sidste sæsons solide midterplacering, og endnu mere flydende fodbold. Med Andy Carrolls skadesfri og på kontrakt kunne man måske drømme om endnu mere?

Åh, West Ham supportere er notorisk historieløse, og alt hvad der hedder second season syndrome og uløselige lovmæssige forbindelse mellem Murphys lov og visse fodboldhold fra Østlondon med usædvanlig smukke trøjer blev flot fortrængt.

Virkeligheden viste sig snart noget mere deprimerende, og følgelig har Allardyce været under solid beskydning. Det er noget sværere at se på *ahem* resultatorienteret fodbold, når resultaterne udebliver. Det er sværere at skulle have en arrogant tosse som træner, når arrogancen kommer til udtryk efter endeløse nederlag. Det kan godt være, at skadessituationen til dels frifinder Allardyce for sæsonens katastrofekurs, men det var for fanden ham der udpegede de spillere der skulle købes og sælges, og dermed også ham der skønnede at den nuværende trup var bred nok. Det ville endvidere være klædeligt, hvis manden viste en eller form for beklagelse eller passion for at vende hele situationen. På den anden side hører undertegnede ikke til de der mener, at en managers kvalitet afhænger af, hvor meget han løber rundt og råber og skriger på sidelinjen – jeg vil faktisk gå så vidt som at hævde, at spillerne formentlig heller ikke får alverden ud af det – men Allardyce er simpelthen så svær at elske, og den evigt tålmodige blogger nærmer sig Alllardyce Out-lejren i West Hams fanbase. Det er evigt belastende, at der altid er en undskyldning og en forklaring som totalt frifinder ham. At når det går godt, har han altid haft en plan, og når det går af lort, så er det spillerne, skaderne, dommeren, supporterne, ungdommen nu til dags, vejret, banen, transfermarkedet, kampprogrammet, uheld og alverdens andre mere eller mindre besynderlige faktorer – men aldrig den tykke faktor i adidas-fritidsbukserne, der er årsag til et skidt resultat.

Det mest deprimerende er imidlertid, at manden jo – om ikke andet delvist – har ret i skadernes betydning for sæsonen, og at mange andre klubber i West Hams situation formentlig ville se Sam Allardyce som den optimale managerkandidat til at få vendt bøtten. Og et nys nedrykket hold ville formentlig se ham som en god mand til at sikre en hurtig og nogenlunde smertifri retur…

*dyb indånding og en tur ud efter valium*

kevin-nolan

Truppen

Jussi Jaskalainen har igen i år delt vandene på målmandsposten. Han har kostet nogle dumme point – navnligt mod Norwich, men har også i år stået brandkampe. Adrian har set rigtig lovende ud, når han har spillet. Med andre ord er det ikke på målmandsposten, at West Ham har problemer.

Forsvaret startede klippefast med en imponerende mængde clean sheets, der desværre ikke resulterede i sejre, fordi Modibo Maiga (og alle andre West Ham-spillere for den sags skyld) ikke kunne score på et bordel i den periode. Siden blev backkæden gradvis decimeret med skader til Winston Reid, James Collins og James Tomkins, og de seneste uger har budt på Gøg og Gokke-forsvarsspil af en kaliber, der har udløst mangt en PSTD-reaktion hos hårdt prøvede hammers, der i hallucinationer ser varierende centerforsvarskonstellationer af Gary Breen, Christian Dailly og Tomas Repka. Dette problem har man så forsøgt at udbedre ved at tilknytte Roger Johnson, da ingen andre forsvarsspillere i hele verden åbenbart gider tage til West Ham. Hvad blev der egentlig af Ragnvald Soma? Krisen i midterforsvaret har så til gengæld udstillet middelmådigheden på backpladserne, hvor spillere som O’Brien, McCartney og Demel ellers har præsteret solidt under Allardyce. Den nye mand til venstrebacken, Razvan Rat, har været hit and miss, men virker i det mindste som om det hele betyder noget for ham.

Midtbanen har været en underlig omgang. Kevin Nolan startede sæsonen med en kasse, den næste kom mellem jul og nytår, og derimellem har han set mere eller mindre sløj ud. At han så endvidere bidrager med to (totalt unødvendige) røde kort, hvoraf det eneste potentielt kostede point i en six-pointer mod Fulham gør ikke trætheden over kaptajnen mindre. Det gør heller ikke Allardyces liv lettere, da den kritiserede favorisering af Nolan ikke just bliver berettiget. Nu skal det blive spændende om han får anførerbindet tilbage ved endt karantæneafsoning. Bloggeren siger nej tak, og græder indvendigt ved tanken om, at Nolan er halvvejs gennem sin 5-årige kontrakt med en formodet ugeløn omkring de 40.000 pund…

Mark Noble kunne så oplagt overtage anførerbindet, og Nobes er vel en af de eneste spillere, der nogenlunde har holdt samme (nogenlunde høje) niveau hele sæsonen. Momo Diame har været sin vanlige kombination af skoldende hed og iskold. At han nogensinde blev sat i forbindelse med Arsenal virker jo, dagen derpå, fuldstændig absurd taget i betragtning, at manden ikke kan slå tre simple indersideafleveringer til en medspiller i træk. Han kan så så meget andet, og forhåbentlig træder han for alvor i karakter i forårssæsonen. Ravel Morrison var en kortvarig åbenbaring for så at forsvinde – angiveligt på grund af en skade, men der spekuleres voldsomt om uro omkring hans person internt i klubben, et snarligt salg og mærkelige kontraktforhold i skøn forening, som alternative forklaringer. Vi vil altid have målet på White Hart Lane at varmes på, men om Morrison generelt vil få en såkaldt cutting edge i sit spil vil tiden vise – ligesom det bliver interessant, hvor han er på kontrakt d. 1/2. Matt Jarvis har haft en stærkt middelmådig sæson med pil ned, og ligner mere og mere et decideret fejlkøb, mens Joey Cole har svinget fra sublim til dybt ligegyldig, og næppe får kontrakt med en bedre klub end West Ham, når den nuværende udløber, hvis dette er hans niveau. Folk som Diarra, Collison og Taylor er der ikke meget at sige om – udmærket fyld i truppen, men ikke typerne der vender en krise, og dominerer en Premier League-kamp. Til gengæld har Stewart Downing – når han ikke har været skadet – vel også været en kandidat til årets bedste West Ham-spiller.

Helt fremme har Modibo Maiga gået grueligt meget igennem, og efterhånden fundet et nogenlunde acceptabelt niveau spillemæssigt. Her kan man jo oplagt rette endnu en kritik mod Sam Allardyce for at insistere på at prøve at lave Maiga til Andy Carroll, frem for at sætte sit fodboldhold til at spille et system og en type fodbold, der passede til de, for manageren tilgængelige, fodboldspillere. Ricardo Vaz Te markerede sig med et transfer request og en kort og meget lovende opblomstring inden hans åbenbart ekstremt svagelige skulder atter gik af led. Det føles som et helt liv siden allerede. Sluttelig har vi selvfølgelig fået ingen ringere end Carltonaldo tilbage, og det siger vist desværre mere om både Carlton og West Hams middelmådig-/elendighed end så meget andet, at dette forhold blev genoptaget. Men han er sgu en sympatisk fyr…

Derudover har jeg hørt nogle påstå, at vi har en angriber ved navn Andy Carroll tilknyttet, men han lyder vist mest som en sagnfigur: Høj, langhåret, skægget, krops – og hovedsstødsstærk, geordie-dialekt; perfekt til Allardyces system – og (og her stikker det helt af) han skulle ikke blot selv være relativt målfarlig, han skulle også være garant for at Kevin Nolan scorer mål! Ham skal vi vist se, før vi tror på ham (og han kan jo se tage julemanden og Kennedys morder med, når han er i gang). Det minder faktisk lidt som en vandrehistorie, der gik om en ufattelig talentfuld West Ham-angriber for nogle år siden, Dean et eller andet.

*eksistensens meningsløshed og gråvejrets melankoli trykker bloggeren helt tilbage i sædet på kvistværelset. En dram skænkes for at dumle neverne, tage kulden og finde gejsten til slutspurten.*

Nytårsstatus

Om lidt over en time går West Ham på banen til en fuldstændig afgørende fodboldkamp mod Cardiff. Hvis ikke den vindes er det svært rigtig at tro på særlig meget: Overlevelse, Sam Allardyce som fremtidig manager i West Ham, og en storslået fremtid på det olympiske stadion, er oplagte eksempler.

Alligevel har man en snigende mistanke om, at et en nogenlunde skadesfri trup vil være i stand til at spille sig ud af krisen. Det virker ikke som om Allardyce har mistet opbakningen i spillertruppen – selvom den efterhånden er behersket på lægterne – og der er altså andre sløje fodboldhold i Premier League, som sagtens kan rykke ned.

*en time til kick-off, lidt under et år til næste nytårskur, bloggeren er drænet, tom indvendig, tør hals og våde håndflader.*

Det skal åbenbart hverken være let eller særlig sjovt, men håbet er lysegrønt, bolden er rund og vi skal heldigvis allesammen dø – West Ham fans formentlig (forhåbentlig?) et par år tidligere end almindelige, velfungerende mennesker.

Godt nytår til alle – såvel lidelsesfæller som tilfældigt forbipasserende.

Come on you irons!

Dette indlæg blev udgivet i Engelsk Fodbold, West Ham og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar