Tanker om en mesterskabskamp

liverpoolwhitesuits595

Bloggeren ignorerer den store fede træstamme i sit eget øje for at fokusere på splinten i sin næstes.

Premier League-sæsonen er uhørt spændende i år. I bunden af tabellen foregår den sædvanlige dogfight med det obligatoriske sammenkog af trænerfyringer, six-pointers, great escapes og bristede drømme. Og i toppen er der noget så usædvanligt som reel spænding omkring såvel medaljernes placering som den CL-udløsende fjerdeplads.

At kampen i toppen kunne blive tæt var der mange som på forhånd forudså; Pax Ferguson var endegyldigt slut, og et magtvakuum skulle udfyldes uden nogen egentlig oplagt arvtager. Chelsea synes under ombygning efter Mourinhos genkomst, Moyes skulle fylde verdens største sko (måske derfor manden har ageret som en klovn?) med et aldrende spillermateriale, Wengers evige udviklingshold var som sædvanlig et spørgsmålstegn, og dermed lignede Manchester City en svag forhåndsfavorit selvom også det blå Manchesterhold havde en ny mand i managersædet. Enkelte nævnte sågar Tottenham som en mulig bejler efter deres massive forbrugsfest oven på Bale-salget og nogle gode præstationer tidligt i sæsonen.

Det var altså givet, at det ikke ville blive nogen helt almindelig sæson i toppen af den bedste engelske række, men at Liverpool skulle føre rækken (i skarp konkurrence med Chelsea og Manchester City (som kan tage førstepladsen, hvis de vinder deres kampe i hånden)) efter 33 spillerunder var det nok de færreste, der havde forudset.

Liverpool har imidlertid taget alle på sengen med sprudlende angrebsfodbold anført af en arbejdsrasende og sublim Luis Suarez, tilbagevendt fra kannibalistisk karantæne og transferbrok, flankeret af en potentialeforløsende Daniel Sturridge, en fabelagtig Coutinho, den aldrende statsmand, Steven Gerrard som holdets sjæl og så videre. Det er en sand solstrålehistorie. Den sprudlende fodbold har foranlediget mangt en – i mesterskabskampen – neutral supporter til at ytre sympati for Liverpool ift. til de to umiddelbare konkurrenter. Denne unge, dynamiske genrejsning af den stolte, historiske klub med de fantastiske fans kan man da kun prise, synes at være rationalet. Navnlig når det nu sker i konkurrence med to onde, historie – og kulturløse købeklubber.

Denne form for argumentation er kun med til at bestyrke bloggerens vished om at Liverpool for guds skyld ikke må vinde mesterskabet. Nedenfor angives en række grunde til hvorfor.

Mest mulig lidelse til flest muligt

En helt generel pointe udspringer af en tilstand, der slog mig at eksistere under Pax Ferguson. Det kan godt være, at Manchester United, deres spillere, fans, medier og så videre var pisseirriterende, da de vandt alting i de der 20 år, men i det mindste var det primært dem man skulle høre på. De fleste andre måtte egentlig bare holde kæft og tabe. Det var der noget beroligende ved. En følelse af stabilitet og orden i verden. Mange bruger netop denne tankegang til at begrunde, at det vil være godt, hvis Liverpool vinder. Det er kedeligt, at de samme hele tiden vinder, synes at være rationalet. Sygogmunter siger nej: Mest mulig lidelse til flest mulige. Hvis ikke jeg kan være lykkelig, fortjener ingen andre lykke.

Det ville dog – trods alt – være noget helt andet, hvis det f.eks. var Everton der lå på førstepladsen. Der er nemlig en række omstændigheder ved lige præcis Liverpool, som gør bloggerens knoer helt hvide ved tanken om dem som engelske mestre.

Gerrard-dive

Jeg hader stadig Steven Gerrard

Det er tidligere behandlet her på bloggen, at Liverpools anfører har påført mig et ar for livet i FA-cup-finalen i 2006. Alene af den grund kan jeg aldrig ønske ham eller hans klub noget godt i denne verden. At manden så i øvrigt både lyver, og er klar til at slås for retten til at høre Phil Collins gør ikke sagen bedre.

o-LUIS-SUAREZ-570

Martyren Suarez

Det hjælper heller ikke, at en mand med Luis Suarez’ generalieblad spiller så central en rolle i det hele. Jeg har egentlig ikke nogen beef med Suarez som sådan. Jeg synes naturligvis ikke man skal hverken være racist eller kannibal eller kaste sig ned i straffesparksfeltet 19 gange per halvleg, men Suarez kan på mange måder ses som en af de højt besungne “karakterer”, som så ofte hævdes at mangle i moderne fodbold. Jeg holdt sgu med ham, da han reddede på stregen mod Ghana, fordi han passer så godt ind på lige præcis det Uruguay-hold, som betingelsesløst vandt mit hjerte. En gadedreng, en snyder, en svindler, en krejler og en fodboldspiller af guds nåde. Han passer imidlertid utrolig dårligt ind i en klub med Liverpools selvforståelse, hvor patos og etisk overhøjhed har det med at antage overjordiske dimensioner, og hvor man tidligere har oplevet stor modstand mod spillere som Jermaine Pennant og El-Hadji Djiouf. Det skurrer simpelthen mod hårene, når Suarez pludselig skal forsøges indpasset i fortællingen som et uskyldigt offer for en eller anden større hetz.

65032_TNFS_rodgershouse

Brendan fucking Rodgers

Ydermere bærer Brendan Rodgers yderligere benzin til bålet. Der er jo ikke meget at udsætte på hans arbejde – det lader faktisk til, at han er overordentlig kompetent både taktisk og på transfermarkedet, men hans generelle facon er bare helt enormt irriterende. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der gør ham så irriterende, men hvis man har set Being Liverpool har man formentlig bemærket det. Det er noget med hans måde at tale på  og hans selvforståelse (det er vel ikke for sjov, at han er blevet sammenlignet med David Brent). Manden har for fanden et kæmpe billede af sig selv hængende i sit hjem…

You’ll never walk alone

Den primære grund til at jeg ikke kan holde med Liverpool i mesterskabskampen drejer sig dog om deres supportere. De er utvivlsomt loyale og hårdt prøvede. Langt de fleste er formentlig udmærkede mennesker – sikkert decideret gode folk, som med et smil hjælper fru Jensen med at nå honningen på øverste hylde i supermarkedet, låner deres powertools til naboer, giver plads på vejene og betaler skat med glæde. Der sker bare et eller andet når de slutter sig sammen om formålet Liverpool FC. Det er en kollektiv bevidsthed om klubbens status, betydning og egenart, som formentlig er blevet større og større i takt med at klubben (upåagtet momentvis store øjeblikke) er kommet længere og længere fra sit sejrsvante udgangspunkt. En eller anden form for slavemoral konstrueret i opposition til andres styrke og dominans.

Og nu er vi tilbage ved Pax Ferguson. Manchester United-supportere har naturligvis været temmelig anstrengende de seneste +20 år, men de har ligesom haft noget at have det i. De har haft lov. Liverpool-supportere har været cirka lige så irriterende, men de har samtidig været sådan lidt kronisk Anne Baastrup-foragede over alting, og været nødt til at hævde deres overlegenhed på alle mulige andre parametre end øjeblikkelig succes. Det har så kørt over varierende temaer som historisk overlegenhed, etisk overlegenhed, enestående fankultur og andre temaer, der typisk involverer rituel afsyngelse af (den i øvrigt glimrende) koloniserede slagsang You’ll never Walk Alone.

Det er faktisk ikke rigtig til at overskue, hvordan man skal kunne holde ud at være i verden som fodboldinteresseret menneske, hvis alle disse motiver og selvopfattelser bliver fodret med et rent faktisk mesterskab mod alle odds. Det vil være som at smide Mentos i cola. Årtiers undertryk hos dem der var Manchester United før Manchester United vil formentlig udløse en tsunami af patos, snak om historisk retfærdighed og  jeg ved snart ikke hvad, når først proppen ryger af. Daily Mash sagde det egentlig så strålende den anden dag.

Derfor holder jeg med Manchester City i mesterskabskampen. Deres gamle supportere kan formentlig huske, hvordan det er at leve i elendighed som evig lillebror…

Dette indlæg blev udgivet i Engelsk Fodbold, West Ham og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar