All I want for Christmas…

bonds-1980-fa-cup

…er et seriøst forsøg på et cup-run.

Det er for fanden West Hams eneste realistiske chance for noget sølvtøj og europæisk fodbold (som det aldrig holder op med at være deprimerende og beskæmmende at se nedprioriteteret, når turneringen hedder Europa – og ikke Champions League). Skide være nu med nedryknings – og ligakampen på lørdag mod Manchester United. Det kan godt være, at ligaen bør være førsteprioritet. Det kan godt være, at Man Utd anno Moyes er til at tale med, og at chancen for sejr er til stede. Men det er altså lige meget i det store regnskab.

Det stærkeste hold bør spille kvartfinalen i cup’en mod en ærkerival om et par timer. Selvom det er en Micky Mouse-turnering er det jagten på en cup-sejr, som er selve West Hams eksistensberettigelse. Det er boblen der hæver sig, og en sjælden gang imellem ikke brister. Det er lyset for enden af decembermørket; drømmen om et solbeskinnet forårsdag med Wembley klædt i claret’n’blue. Det er en sidste snert af romantik i det stadig mere fremmedgørende, kommercielle cirkus som er “moderne fodbold.” Og det er frem for alt muligheden for måske at sparke til Tottenham, når de ligger ned. Martin Samuel siger det (som sædvanlig) smukkere og bedre end undertegnede her.

Come on you irons!

Dette indlæg blev udgivet i Kampe, The good old days, West Ham og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar